Små hunde lever længst – livsstil afgør også levetiden

Levetiden for danske hunde er stigende, takket være bedre foder, hyppigere dyrlægebesøg og øget viden om dyresundhed. Men der er stadig store forskelle mellem racerne. Små hunde som chihuahua, bichon havanais og puddel kan ofte blive 12–15 år, mens store racer som irsk ulvehund og grand danois sjældent lever mere end 8–9 år.
"Store hunde har en tungere kropsbygning og dermed større belastning af knogler, led og organer, hvilket medvirker til, at de oftere rammes af eksempelvis gigtsygdomme, fordi skelettet ganske enkelt slides hurtigere," siger Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark.
Også arvelige sygdomme spiller en rolle. Nogle racer har genetisk disposition for hjertesygdomme eller kræft, mens blandingshunde ofte har færre arvelige problemer. AniCura understreger dog, at hverdagen har stor betydning for hundens levetid. Motion, sund kost og tidlig opdagelse af sygdom er afgørende.
"En hund, der ikke er overvægtig, får regelmæssig motion og bliver undersøgt, når noget virker anderledes, har langt bedre chancer for at leve et langt liv," siger Hanne Friis. Hun opfordrer hundeejere til at kontakte dyrlægen ved små ændringer i adfærd, appetit eller energi, da tidlig indsats ofte giver bedre prognose.
AniCura anbefaler også, at ejere bruger tid sammen med deres hund dagligt, hvilket styrker både trivsel og sundhed.
Faktaboks:
- Hold idealvægten: Overvægt øger risiko for gigt, hjertesygdom og diabetes
- Daglig motion: Styrker kondition, led og mental trivsel
- Årlige sundhedstjek: Hjælper med at opdage sygdom tidligt
- Opmærksomhed på små signaler: Dårlig ånde, træthed eller ændret appetit kan være sygdomstegn
- Brug tid sammen hver dag: Styrker båndet mellem hund og ejer og fremmer trivsel






Accepter kun nødvendige cookies